hvordan står det til?

Igennem mit stadig ikke særligt lange liv har jeg altid hørt to sætninger som har hængt ved, men som er de største modsætninger jeg længe har hørt. Den ene halvdel tror på at man selv vælger sit liv; den anden halvdel tror på at man ikke har nogen indflydelse på hvad der sker.
Men vælger man selv livet og dets udformning?
Har lidt mine tvivl. Jeg er overbevist om at mange, mange mennesker ville gøre deres liv om, hvis de kunne. Jeg tvivler stærkt på at en skadet håndboldspiller vil sige at han er tilfreds med sit liv, hvis ikke han får lov til at lave hvad han brænder for, og jeg er HELT sikker på at han ikke selv har valgt at blive skadet; og så bestemmer han jo ikke selv sit liv; så får han bare et lortevalg sat for sig, og får ikke muligheden for at vælge det han allerhelst vil; at spille håndbold..
Jeg ved da godt, at nogle mennesker er heldige; de får de rigtige muligheder og mange arbejder sig også frem til hvad de vil og opnår hvad de har drømt om. Heldige dem. Men det sker jo ikke just for alle, selvom man kæmper hårdt for det?
Personligt havde mit liv set væsentlig anderledes ud, hvis jeg selv kunne bestemme. Men, jeg har ikke haft de samme valgmuligheder som jeg gerne ville have haft; og har derfor valgt det bedste af de muligheder jeg havde. Men hvis jeg var blevet spurgt for bare 2 år siden, så havde jeg ikke siddet i en lejlighed i Århus med en roommate og sidde som elev - og slet ikke ved dansk supermarked. Jeg havde været langt væk og oplevet hele verdenen på godt og ondt. Men, den mulighed havde jeg ikke. Havde jeg ikke kommet ud at rejse, var jeg sikker på at jeg ville gå på universitetet, for en akademisk uddannelse har jeg da altid skulle have. Men, nu sidder jeg som elev? Og bevares, jeg får garanteret væsentlig mere ud af denne tid, end jeg ville gøre som studerende, for jeg må jo indse at jeg ikke duer til at sidde på skolebænken efter 15 år i hhv. folkeskole, på gymnasiet og HH. Og så også lige et semester på Uni. Og jeg nyder skam mit job, indtil videre. Har nogle søde kollegaer, og jobbet er spændende. Så jeg brokker mig ikke. Men pointen er at havde jeg haft alverdens muligheder, så så det ikke sådan ud.
Tingene ændrer sig, og man må tilpasse sig, selvom det sætter en stopper for ens evt. drømme og så bare få det bedste ud af det, vil jeg tro. Bide i det sure æble og håbe på at man kan arbejde sig frem til nogle tilsvarende muligheder, selvom man måske skal kæmpe 8 gange hårdere for det end andre som havde mulighederne fra starten af?

Så til en hvis grad vælger man vel selv livet; for der er altid et valg - men også en konsekvens. Håndboldspilleren kan vælge at ignorere skaden; men ende med aldrig at kunne noget andet fordi han har ødelagt sin krop. Den ensomme kan vælge at forblive ensom; og aldrig opleve kærlighed.
Man kunne vælge at sige farvel til sin største kærlighed; men ende med at snoet, bristet og knust hjerte resten af livet..
Valgene er der - men det er ikke altid at nogle af valgmulighederne er gode. Men valget skal træffes..

livet i overhalingsbanen - eller bare som 2. priotet?

Dem som kender mig, ved at jeg har en dårlig vane med at se tingene på den måske lidt negative måde og at glasset oftest er halvt tomt, frem for halvt fyldt. Arbejder dog på at ændre det; så bare rolig.

Men, det er ligesom ikke sket endnu; så vi kører stilen lige igen. 

For mange år siden fik jeg fortalt at man selv vælger sine venner og hvor tæt man vil have dem på sig. Og jeg vil gerne indrømme at jeg måske ikke er jordens mest gå-på menneske mht til nye bekendtskaber, men synes selv jeg har værnet godt om dem der så har været. Men jeg har aldrig haft behov for at overfalde mine kammerater eller overdynge dem med information, med mindre de selv har spurgt om det, for jeg vil ikke belemre folk med det, for tvivler på at det er fedt. Men, det skal man åbenbart gøre for ikke at føle sig skubbet ud på et sidespor?

Skal gerne indrømme at en bedste veninde/ven har jeg ikke haft i mange år; for hos dem jeg har set som mine nærmeste, har der altid været nogen hos dem der har været højere oppe i priotet frem for mig. Det kan vel argumenteres for at det er min egen skyld, man skal vel have knive på albuerne for at sørge for at man bliver og forbliver 1.priotet, og det har jeg ikke just haft. Det efterlader mig dog lidt med en fornemmelse af at jeg ikke ved hvor jeg egentlig har dem der holder af mig pga. min personlighed - og hvem der bare holder af mig af pligt fordi det har været sådan i mange år og der umiddelbart ikke er sket nogen grund til at ændre på det, besides min placering i deres hierarki. Det en træls følelse at have, og især når det bliver viftet under en ens næse lidt for ofte.. 

Men måske man bare skulle begynde at overdynge folk og være klæbrig?