What if og hvis..

Hvornår skal man anerkende at kampen ikke nytter noget? Hvornår skal man sige til sig selv at uanset hvor meget man ændrer sig, og uanset hvad man gør - så er det bare ikke godt nok?
Er det når man tager sig selv i at være dér hvor man aldrig troede man ville være, og gøre ting man i sin vildeste fantasi ikke havde set sig selv gøre - eller er det når man ikke gør de hovedløse ting mere? Er kampen så slut? Eller er kampen først slut når modparten ikke tager part i den mere, eller når man selv siger slut?
Eller.. Slutter kampen bare når der ikke er mere at kæmpe for? Når minderne er så langt væk at man er nødt til at bruge flere timer på at komme i tanke om hvorfor det var en fantastisk oplevelse og en periode der var fantastisk? Og hvad nu hvis minderne aldrig bliver sådan, og bare altid vil ligge i overfladen og fortælle og minde om hvordan tingene var; og hvordan de ikke er mere?

Skal man bare ryste hovedet og være ligeglad med alting, når det er slut? Skal man bare sige "fuck det hele" og gøre hovedløse ting, opføre sig som sin modsætning - eller måske bare det skjulte "jeg"? Hvis der ikke er nogen til at holde af; kan de så ikke også være ligeglade med handlinger og konsekvenser?

Følelser for en anden person er måske endda også bare indbildning - en trøst vi søger for ikke at være alene? Men måske er nogen bare skabt til at være alene og en ensom person, der har sine venner, men ingen kærlighed i sit liv?
Måske, måske..

har du nogensinde..

.. set det hele fra en anden vinkel?

Jeg hørte idag (kan virkelig ikke lige lokalisere hvor, hvorfor eller hvordan, eller om jeg læste det - eller hvad fanden jeg lige gjorde, men det hang ved).. "Du har ikke levet, før du har oplevet livet fra en anden vinkel - eller igennem en andens øjne."

Man lever og lever - men lever man fuldt ud, hvis man ikke kan stille sig et par skidt til højre for den sti man går på, og se på ens liv som en udefrakommende? Kan det stille alting i perspektiv - og kan man overhovedet se på sit liv som en udefrakommende, når man nu er hovedpersonen i det?
Men måske det ville være sundt at gøre holdt, stoppe op, og kigge på situationen - sætte det hele på "pause" og sætte sig ned og tænke over om det måske overhovedet er dén vej man vil - vil man den person man har kæmpet for i flere måneder, vil man det studie man er startet på, bare fordi det er det studie man har snakket om det sidste år, vil man virkelig være tynd og skinny, hvis det betyder at man skal skære ned på det der gør livet fantastisk og fedt; i mere end én forstand?

Måske kan lidt perspektiv sætte tingene på plads for en; måske man skulle prøve det? Tråde de to skridt til højre, trække vejret dybt og tippe hovedet lidt på skrå, og se alle valgene med andre, nye øjne - for nu er de i en ny vinkel?

Just a thought..

Træning vs. parforhold..

Jeg var ret sikker på at tingene ville ændre sig når jeg ramte Århus igen - det har jeg vidst nævnt.
Og jeg var egentlig ret sikker på én ting. Men det gik ikke lige sådan, og nu har jeg valgt at droppe fyre - i er jo alligevel trælse ;-)

Jeg har valgt at erstatte det forliste forhold med træning. Træning, træning, træning.. Så hver gang jeg har tid og mulighed for det, hvilket faktisk er ret tit nu til dags, så smutter jeg de 3 km over til Storcenter Nord og træner. 

I mit hovede så går tingene dejligt meget op med hinanden; træningen brokker sig aldrig - og den er altid tilfredsstillende. Træningen skælder aldrig en, den sviner aldrig en og den siger aldrig til en at man ikke er god nok. Tilgengæld giver den masser af selvtillid og resultater - og man bliver kun pænere af den. 

Træningen er der altid - og har altid tid til en. Man skal godt nok selv tage over til den - og man skal selv arbejde for det. Men det vel også okay - så fred være med at man er alene; man har jo sin træning!

:-) 

hvordan står det til?

Igennem mit stadig ikke særligt lange liv har jeg altid hørt to sætninger som har hængt ved, men som er de største modsætninger jeg længe har hørt. Den ene halvdel tror på at man selv vælger sit liv; den anden halvdel tror på at man ikke har nogen indflydelse på hvad der sker.
Men vælger man selv livet og dets udformning?
Har lidt mine tvivl. Jeg er overbevist om at mange, mange mennesker ville gøre deres liv om, hvis de kunne. Jeg tvivler stærkt på at en skadet håndboldspiller vil sige at han er tilfreds med sit liv, hvis ikke han får lov til at lave hvad han brænder for, og jeg er HELT sikker på at han ikke selv har valgt at blive skadet; og så bestemmer han jo ikke selv sit liv; så får han bare et lortevalg sat for sig, og får ikke muligheden for at vælge det han allerhelst vil; at spille håndbold..
Jeg ved da godt, at nogle mennesker er heldige; de får de rigtige muligheder og mange arbejder sig også frem til hvad de vil og opnår hvad de har drømt om. Heldige dem. Men det sker jo ikke just for alle, selvom man kæmper hårdt for det?
Personligt havde mit liv set væsentlig anderledes ud, hvis jeg selv kunne bestemme. Men, jeg har ikke haft de samme valgmuligheder som jeg gerne ville have haft; og har derfor valgt det bedste af de muligheder jeg havde. Men hvis jeg var blevet spurgt for bare 2 år siden, så havde jeg ikke siddet i en lejlighed i Århus med en roommate og sidde som elev - og slet ikke ved dansk supermarked. Jeg havde været langt væk og oplevet hele verdenen på godt og ondt. Men, den mulighed havde jeg ikke. Havde jeg ikke kommet ud at rejse, var jeg sikker på at jeg ville gå på universitetet, for en akademisk uddannelse har jeg da altid skulle have. Men, nu sidder jeg som elev? Og bevares, jeg får garanteret væsentlig mere ud af denne tid, end jeg ville gøre som studerende, for jeg må jo indse at jeg ikke duer til at sidde på skolebænken efter 15 år i hhv. folkeskole, på gymnasiet og HH. Og så også lige et semester på Uni. Og jeg nyder skam mit job, indtil videre. Har nogle søde kollegaer, og jobbet er spændende. Så jeg brokker mig ikke. Men pointen er at havde jeg haft alverdens muligheder, så så det ikke sådan ud.
Tingene ændrer sig, og man må tilpasse sig, selvom det sætter en stopper for ens evt. drømme og så bare få det bedste ud af det, vil jeg tro. Bide i det sure æble og håbe på at man kan arbejde sig frem til nogle tilsvarende muligheder, selvom man måske skal kæmpe 8 gange hårdere for det end andre som havde mulighederne fra starten af?

Så til en hvis grad vælger man vel selv livet; for der er altid et valg - men også en konsekvens. Håndboldspilleren kan vælge at ignorere skaden; men ende med aldrig at kunne noget andet fordi han har ødelagt sin krop. Den ensomme kan vælge at forblive ensom; og aldrig opleve kærlighed.
Man kunne vælge at sige farvel til sin største kærlighed; men ende med at snoet, bristet og knust hjerte resten af livet..
Valgene er der - men det er ikke altid at nogle af valgmulighederne er gode. Men valget skal træffes..

livet i overhalingsbanen - eller bare som 2. priotet?

Dem som kender mig, ved at jeg har en dårlig vane med at se tingene på den måske lidt negative måde og at glasset oftest er halvt tomt, frem for halvt fyldt. Arbejder dog på at ændre det; så bare rolig.

Men, det er ligesom ikke sket endnu; så vi kører stilen lige igen. 

For mange år siden fik jeg fortalt at man selv vælger sine venner og hvor tæt man vil have dem på sig. Og jeg vil gerne indrømme at jeg måske ikke er jordens mest gå-på menneske mht til nye bekendtskaber, men synes selv jeg har værnet godt om dem der så har været. Men jeg har aldrig haft behov for at overfalde mine kammerater eller overdynge dem med information, med mindre de selv har spurgt om det, for jeg vil ikke belemre folk med det, for tvivler på at det er fedt. Men, det skal man åbenbart gøre for ikke at føle sig skubbet ud på et sidespor?

Skal gerne indrømme at en bedste veninde/ven har jeg ikke haft i mange år; for hos dem jeg har set som mine nærmeste, har der altid været nogen hos dem der har været højere oppe i priotet frem for mig. Det kan vel argumenteres for at det er min egen skyld, man skal vel have knive på albuerne for at sørge for at man bliver og forbliver 1.priotet, og det har jeg ikke just haft. Det efterlader mig dog lidt med en fornemmelse af at jeg ikke ved hvor jeg egentlig har dem der holder af mig pga. min personlighed - og hvem der bare holder af mig af pligt fordi det har været sådan i mange år og der umiddelbart ikke er sket nogen grund til at ændre på det, besides min placering i deres hierarki. Det en træls følelse at have, og især når det bliver viftet under en ens næse lidt for ofte.. 

Men måske man bare skulle begynde at overdynge folk og være klæbrig? 

burde man ikke..?

Mange ville måske mene at jeg har fået hvad jeg ville, nu. Jeg er kommet tilbage til Århus, bor i en lækker lejlighed, med en super cool roomie og vi har det fedt. Jeg fik muligheden for bare at blive overflyttet til Bilka, Tilst hvor jeg nu har været den sidste måned og lige for at toppe så har jeg fået en elevplads, som ikke kunne være ret meget bedre. Så jeg burde være lykkelig og glad.. burde jeg ikke?
Men hvorfor er det så at smilebåndene ikke helt trækker på samme måde som de førhen har gjort? Er tæt på min familie, tæt på venner, tæt på personer der gør mig glad. Men smilebåndet er stadig lidt dødt. Måske det bare er den store omvæltning der har været det sidste år. Har taget mig selv i at savne HH, og hverdagen derfra; for tingene var da væsentlig nemmere og overskuelige dengang.
Alting er valg og dilemmaer nu, og tror sgu ikke jeg vokser med opgaven. Føler at alt og alle skal forsøge at røvrende mig, og kampen er sgu træls at tage når alle er større end en selv, og man skal have styr på alt.

Måske er det jeg mangler i mit liv de mennesker der var der i Herning. Godt nok var jeg der ikke længe, men længe nok til at de alle satte spor i mit hjerte og jeg savner dem. Og især når jeg ikke er der på de dage jeg gerne ville være; ville have slået ihjel for at stå og kaste kanel på dig, kære Uldum! Det ville have været konge! Og jeg er så træt af at jeg ikke kan være med i diverse arrangementer i arrangerer, udelukkende pga. arbejde, for jeg ville så gerne, det ville jeg virkelig!

Måske jeg bare er en brokrøv, der har brug for at være mut hele tiden i stedet for at nyde at jeg har fået tingene næsten som jeg ønskede - og så bare satse på at det sidste kommer med tiden? Man kan vel ikke få alting på én gang. Det fungerer jo heller ikke..

skizofren og splittet

Finder mig selv i en underlig periode lige pt.
Jeg har endelig fået muligheden for at flytte til Århus, hvilket jeg gør om under to uger. Bliver pisse fedt, med en lækker lejlighed sammen med en rar, rar fyr. Fik lige af vide idag at jeg har fået job i Århus også - hvilket er perfekt og jeg er nu sikret i hvert fald sommeren over, så jeg kan finde ud af hvad der skal ske.
- Og præcis det der med at jeg ikke lige ved hvad der skal ske på sigt holder mig lidt nede? Ved ikke hvad min drøm og mit mål i livet er mere. Føler mig tabt og føler lidt at alle har fundet deres kald i livet og ved hvad der skal ske; og jeg som allerede i 7 klasse havde en ide om hvordan det hele skulle være når jeg var færdig på gym. Men nu er jeg delvist den eneste uden at plan føler jeg.
Men når det så er sagt; så tager jeg aligevel mig selv i at gå og smile når jeg tuller rundt og ligner en hjemløs i Hammerum city. For om under to uger bor jeg igen i nærheden af folk jeg kender og er i en by fyldt med muligheder! Bliver loooovely. Og det faktum at jeg kan tage med på de spontane byture uden at skulle tænke "to timers togrejse, to timers togrejse!"
Det går frem - og det bliver godt.
Men, jeg kommer virkelig til at savne min familie nr. 2; bilka Herning. For ligegyldigt hvor nitte arbejdet så er; så er det de mest fantastiske mennesker jeg længe har mødt, og jeg må indrømme at jeg har lidt svært ved at skulle skifte hverdag væk fra dem. For de sidste mange måneder har været sjov, spas og løjer - godt samvær, gode minder og masser af grin. Bliver trist at skulle fra det; men jeg lover ikke at glemme jer (nu ved jeg jo at to af jer er trofaste læsere af disse fine små indlæg - jeg vil ikke glemme jer!)

Men mon ikke tingene nok skal gå frem nu - blive gode, måske endda perfekte.

Ægte kærlighed?

Tror alle har oplevet at elske en person, og føle at man ville gå igennem ild og vand for den person - bare for at finde ud af et par måneder/år efter at den person måske ikke var ens store kærlighed. Men hvad er ægte kærlighed overhovedet? Er det når man ikke kan gå et eneste minut uden at savne personen, er det når man ikke kan forestille sig noget værre end at skulle leve uden den person eller er det bare forelskelse? Hvornår går det fra at være en forelskelse, til kærlighed til ægte, dybhjertet kærlighed og følelsen af at man er sammen med sin eneste ene? Og er ægte kærlighed blind for alder, højde, køn osv?
Og hvad med når man stopper med at elske en man har elsket? Kan man overhovedet det? Kan kærlighed forsvinde, og hvis den forsvinder; har det så været ægte kærlighed eller bare selvbedrag?
I mit hovede er ægte kærlighed noget man opnår efter lang tid med den samme person. Når man kan kigge i hinandens øjne og se at kærligheden til hinanden kun bliver større og større. Når man går på kompromis med ens liv, bare for at få lov til at være sammen med sin kærlighed. Når man efter 50 år stadig kigger på hinanden med den samme hengivenhed og kærlige måde, som man gjorde da man blev forelsket, for selvom at livet måske har været fyldt med op og nedture, så er man stadig sammen - for kærligheden overgår alt.

I min omgangskreds har jeg et par som på alle tænkelige måder er et umage par; men alligevel har jeg aldrig mødt et menneske der er så hengiven, kærlig og fyldt med forhåbninger om at tingene skal fungere, som fyren i dette forhold. Selvom der er så stor aldersforskel imellem dem, og selvom de er to helt forskellige steder i deres liv; han er klar til familie (eller nærmer sig i hvert fald) og hun er ung og vil opleve verdenen; så får de det til at fungere og har fået det til at fungere i 2 år, til trods for en aldersforskel på små 7 år. Men, for at vide at de har en fremtid sammen, er hun også gået på kompromis med hans drømme om familie, på samme måde med at han er gået på kompromis ved at hun vil rejse og han må blive hjemme. For mig er det det tætteste jeg har oplevet på ægte kærlighed.
Har da selvfølgelig mødt de mennesker der er så meget længere i deres liv, hvis man nu tænker på bedsteforældrenes generation. Men, jeg har aldrig set mine bedsteforældre kigge kærligt på hinanden, aldrig set dem tage hinanden i hånden eller for dens sags skyld kysse hinanden på kinden. Har til gengæld set dem råbe og skrige af hinanden og kaldt hinanden for alverdens hårde og forfærdelige ord. Og hér slår det klik for mig, for hvorfor bliver man sammen med en person, som man i så tydelig grad foragter og tilnærmelsesvis hader; det gør jo alle parter ulykkelige. Men det faktum at de stadig er sammen, efter 50 år må vel også tyde på at de elsker hinanden og føler kærlighed, somewhere i deres underlige måde at leve på. Eller måske er det bare det faktum at de er i en anden tid i forhold til hvad jeg selv er.
Men når jeg så kigger videre på vores forældres generation. Mange forældre bliver skilt, og mange vælger at gå fra hinanden fordi de fandt ud af at den person så ikke var den rette for en, og leder videre efter den ægte kærlighed. Men alligevel er ét par på alle tænkelige måder blevet et forbillede for mig. Ikke nok med at de har været sammen i noget der snart minder om 25-30 år, og har bygget sig et liv i et lille landsbysamfund, så har de opdraget den dejligste og mest hengivne person jeg nogensinde har mødt, og de har sammen gennemlevet blodpropper, sygdom og dødsfald helt tæt på - og alligevel er de sammen og lykkelige. Og det faktum at deres datter er så fantastisk et menneske, kan man kun skabe ved at vise hende ægte kærlighed, både til hende og til hinanden.

Måske ægte kærlighed er dybt forskellig fra person til person, måske man ikke kan sætte en label på det og sige at dét er ægte kærlighed. Måske vil min første kærlighed altid føles som ægte kærlighed, fordi han lærte mig hvad kærlighed til et andet menneske er. Måske ægte kærlighed først kommer, når jeg har oplevet en person der er villig til at ofre sig for mine ønsker, uden at bøje sig for alt jeg beder om.
Det er ikke nemt at vide. Men jeg håber for alle at de når at opleve ægte kærlighed, inden de dør; det fortjener alle..

McDreamy - du findes slet ikke!

Ved godt at jeg kun er 20, og at der er masser af tid til at finde drømmefyren - men jeg begynder snart at tro at drømmefyren ikke findes, for har endnu ikke mødt nogen som har fundet den perfekte fyr, der har altid være kompromiser der skulle indgåes og små særheder og "fejl" der skulle accepteres; for ingen er perfekte, og hvor ville det sjove i det så være? Det fede i et forhold er jo at man er forskellige, og at man kan lære af hinanden og måske endda for blodet til at rase rundt i kroppen over en diskussion hvor man har hver sin mening. Det spicer da det hele op. Men har man så drømmefyren, hvis man skal acceptere ting og "mangler" ved en person? Eller er det alle de ting der tiltrækker en der gør ham til drømmefyren?
Så findes den perfekte fyr så egentlig? Og er han så perfekt, eller er han måske lidt kedelig fordi han simpelthen er helt perfekt og man slet ikke kan skændes, råbe og skrige af hinanden?
Og måske har man bare for høje krav til sin drømmefyr. Måske skulle man holde sig til ét eller to krav, men så holde fast i dem? Så er drømmefyren måske ikke så langt væk alligevel og måske kan kompromiser så lettere indgåes fordi man har fået de krav man havde opfyldt, og så kan man vel være lykkelig - kan man ikke?

hvornår er det selvpineri?

Tror alle (piger) kender det; selvpineri er en bitch, og alligevel hiver man sig selv igennem det gang på gang. I stedet for at slette billederne af en ekskæreste vælger man at svælge i dem, når man er trist. I stedet for at komme over minderne og skubbe dem lidt på afstand, så hiver man dem endnu tættere på en selv, for at have bare et eller andet i sit liv, når kærligheden er smuttet for en tid. I stedet for at komme videre, så sidder man og tænker og funderer over hvorfor det egentlig gik galt - og hvorfor man fuckede det op, man fortryder det jo nu, selvom chancerne er forbipasset.

Men hvad gør alt den selvpineri? Er det kun noget piger gør eller gør fyre det også - bare på en relativt mere stille måde? Og hvorfor gør piger det med nærmest alle ens eksfyre, uanset hvad der så er sket eller er foregået. Hjælper den en videre, hjælper den en til at bearbejde det forliste forhold eller er det simpelthen bare for at gå og håbe på at man måske får det tilbage som man har tabt eller ødelagt? 

Jeg synes det er ynkeligt - og alligevel er jeg en sucker for selvpineri, og smadrer mig selv igennem det jævnligt, når jeg ser en lille ting der minder mig om den forsvundne kærlighed, for hver lille sms fra den retning af, håber man på en tekst der giver en håb for fremtiden - bare for at blive skuffet når den ikke kommer, og blive sur på sig selv når man udemærket godt ved at man selv fuckede det op. 

Men hey - jeg er vel bare som alle andre i den situation.. :-) 

60 år og pudderdåse..

Som udgangspunkt går jeg ind for at alle skal have ret til at gå i det tøj de ønsker, de skal have lov til at gøre præcis med deres udseende hvad de vil, om det så er at farve deres hår blåt, fjerne deres øjenbryn eller gå i gummistøvler og bamse&kylling-bukser; virkelig - go for it!
Men der hvor den kokser seriøst for mig, er når 50-60 årige kvinder prøver at ligne nogle på 20. Som kassedame oplever man mange, mange, MANGE underlige typer, og især i en butik som Bilka - man når at møde alle typer på sådan en dag. Og jeg skal på ingen måde dømme, for jeg ved da godt at jeg ikke selv er en trendsætter eller modeunikum - eller for den sags skyld ekspert i makeup eller udseende. Men jeg vil dog mene at når man er oppe i alderen, så skal man dælme også klæde sig som så, og tænke lidt over de signaler man sender. Det okay at man vil se godt ud, og ikke nødvendigvis ligne en på 70 hvis man kun er 55 - kan sagtens forstå at man måske farver sit hår væk fra at være gråt - men knaldrød er sgu et no go. Jeg kan sagtens forstå at man farver sine øjnbryn og sine vipper, for at gøre det lidt mere tydeligt, og kan endda forstå at man tager øjenskygge på der matcher ens outfit - men, knaldfarver der ligger og gemmer sig imellem hudflapperne på øjenlågene, tydelige pudderkanter, og alt for ekstreme øjenbryn, det er fandme også en no go.
Jeg bitcher, det ved jeg - men, burde man ikke opføre sig, klæde sig osv efter sin alder? Bare nogenlunde, i det mindste..

Køkkenplante, bagekartofler og Elmegades egen paradiso!

Efter to ugers sygdom er jeg endelig (!!) kommet ovenpå igen. Men, det skal man ikke sige til min chef, åbenbart, for så får man pludselig rigtig mange timer smidt i hovedet, og efter to dage med 11 timers vagter, har jeg i aften hygget herre meget med Nanna, Kirstine og Helene - spist lækker, lækker mad, lavet af mig (!), ædt alt for mange chips med dip, og smadret Nanna og Helene i Bezzerwizzer sammen med Kirstine. Men ud fra det, konkluderede vi at vi alle er egnede til Paradise Hotel, med de forfærdelige svar vi kunne komme på. 

Hygge og gejl var der i hvert fald nok af! :) 

Sygdom, stress og alligevel i godt humør!

Man skulle mene at når man var fuldtidskassedame, så var stress nok det sidste man ville få - men når man ikke har styr på sit liv endnu, så sucks det at sidde i Herning, så langt væk fra ens normale omgangskreds og fra sin moooar og søster. Men status er at sygdom har fuldt mig i snart 2 uger - arbejdstimer er mistet, og tingene sucks. Men så er det godt at man har en fantastisk sød chef, og nogle fantastiske kollegaer der til hver en tid kan redde det hele for en :)

Men, ikke kun modgang har ramt mig - har finally (!) scoret en jobsamtale som elev hos DSG i deres HR-afdeling. Kunne være pisse genialt at få den, så kan jeg komme hjeeeeem til Århus!
Så jeg er en glad lille pige - trods sygdom, så går tingene frem! :) Det kan vi lide..

valentines day?

Ah, igen i år har jeg ingen valentine - hvilket også er okay, for i princippet burde en fyr jo være sød og romantisk hele året, og ikke bare have det markuleret ned på én dag? ;)
But, well, well, well - fandme nedern at være på arbejde i bilka på valentines day, og se alle de mange mænd der flygter ud og køber de fine buketter som bilka har - med vand i bunden; og så vælger at ligge dem fucking ned på båndet, så jeg kan bruge tid på at tørre op efter dem! Det gør mig arrig.. Not that kind of valentine i needed!

Men, det er rart at vide at romantikken stadig er i de voksnes rækker - måske der endnu håb, selvom de kun gør det én enkelt gang om året.. Men lidt har vel også rettigheder! :-)

modsætninger mødes..

Man siger jo gerne at modsætninger mødes, og det er der vel noget rigtigt i, - men hvor meget modsætninger skal man være for at det fungerer; og for at det ikke fungerer?
For at tingene skal harmonere, så er man vel nødt til at have nogle ting der passer sammen med sin partner, ellers går man vel skæv af hinanden og har svært ved at få tingene til at fungere. Men hvis man så til gengæld laver alting sammen, går i samme skole, sammen klasse, bor sammen, har de samme vennegrupper; så går det jo heller ikke op, uden den ene bliver idiot. Men modsætninger mødes altså; åbenbart.
Men det er vel ikke kun i et forhold mellem en pige/kvinde og fyr/mand. Nu har jeg jo fået mig to søde, søde tøser ind i mit liv som jeg for bare et år siden aldrig ville have troet jeg skulle snakke med fordi de var - i mit hovede, total modsætninger af mig. Men, så blev jeg "tvunget" til at feste med dem, og min dejlige Maya, og fandt ud af at godt nok er vi forskellige - men, vi er ogå så pisse meget ens, så selvom vi måske er modsætninger på mange områder og modsætninger fra barnsben af; jamen så har vi det jo fantastisk sammen nu! Men, måske vi ikke havde fungeret så godt sammen alle os 4, hvis vi ikke var så forskellige som vi er.

Men hvor meget modsætninger kan man være før det ikke går? Kan en person der på ingen måde har styr på sit liv og som end ikke ved hvor personen er om en måned være sammen med en dimentral modsætning som har styr på sit liv og ved hvordan tingene ser ud på længere sigt? Kan det måske endda være en fordel for den flyvske at få ro på livet? :-)
Så, hvor meget modsætninger kan man være, før det ikke fungere? Eller hvor meget modsætninger skal man være for at det netop fungerer? Ingen ved det..

Fri fugl, flyv!

I mange, mange år har jeg drømt om at komme ud at rejse, opleve verdenen og noget andet end bare Portugal og Spanien. Verdenen er så kæmpe stor og jeg har oplevet så lidt af den! Ser på alle i min omgangskreds der har the time of their life, som backpackere rundt om i verdenen.
Men, jeg skal nok indhente det! Når jeg har fundet ud af hvad der skal ske i mit liv, og jeg er kommet igennem det, så tager jeg et år ud af kalenderen, og så tager jeg rygsækken på ryggen og så rejser jeg. Og så er jeg nærmest ligeglad med om jeg skal gøre det alene eller ej! :)

Turen skal uden tvivl gå forbi Bora Bora og Fiji-øerne! Hvilken fantastisk natur.. Det skal jeg bare opleve! :)

Bora Bora

peptalk og 80'er musik

Jeg skal gerne indrømme at jeg har tendens til at så glasset halvt tomt og ikke halvt fyldt, og ligger gerne en negativ attitude for dagen. Men for en uges tid siden fortalte en venlig sjæl mig om de hersens 3 ringe der illustrerer individets indflydelse på tingene.

Den yderste ring er ting som kun en selv har indflydelse på, f.eks. hvad man skal spise til aften, hvilket tøj man vælger at købe, hvad man laver den næste times tid.. Altså ting vi selv bestemmer. Den næste ring indikerer hvad man har delvist indflydelse på. Det kunne være et valgt studie, job osv. Den sidste ring er så alt det man ikke har nogen indflydelse på. Offentlig transport, naturkatastrofer (Yup, jeg sætter dem lige ved siden af hinanden, de er lige irriterende!), vejret, politik and so on.
Men denne her venlige sjæl fortalte også at han, i stedet for at gå og være nedern over at den offentlige transport er pisse irriterende eller andre ting i den inderste ring som man alligevel ikke kan ændre på, så valgte han simpelthen at lade være med at tænke over dem, og bare acceptere at sådan er det og så fokusere på de ting han kan ændre på for at gøre det hele bedre for sig selv. 

Og det har jeg så gået og tænkt på, og nu er jeg kommet frem til, at han har ret. Man er ansvarlig for sin egen lykke! Så hvorfor gå og være træls over at føle sig fanget et sted - jeg er kun 20 år, jeg kan nå at redde hele min fremtid hvis det er det jeg vil; og det er det! Så fra nu af vil jeg gøre min ypperste for at se glasset som halvt fyldt i stedet for halvt tomt, tage nogle beslutninger og komme hjem til Århus. 

- Lige for at flette 80'er musikken ind; intet slår da en dag med opvask og 80'er musik ;-)

20 år, halvfærdig og forvirret!

Hvis der er noget der irriterer mig og kan tænde mig af, så er det alle de valg man skal igennem i bare en alder af 18-21 år.. Der er så mange ting man skal tage stilling til; nutid, fremtid, finde ud af hvad der skal ske resten af ens liv og hvad man vil lave.
Man kan starte på gymnasiet, og finde ud af det ikke er det rette valg; så kan man nå at gøre det om og vælge noget andet. Men når gymnasiet er slut, skal man pludselig til at vælge og tage stilling til alting. Og det er bare på det tidspunkt man er allermest forvirret.
Så tager man et valg, og kan bruge langt tid på at finde ud af om det så var det rigtige valg man har truffet, hvis tingene nu ikke lige går som man måske havde satset på og drømt om at det hele skulle være.
Og går tingene nu ikke som de burde, så går man og tænker over alle de muligheder som der har været, men som pludselig ikke er der mere, eller de muligheder der måske har åbnet sig.
Den ældre generation siger at verdenen ligger for vores fødder; men hvad skal vi bruge det til, når verdenen er så stor og man selv er sådan et lille individ der ikke engang har prøvet at leve endnu.

Der er ikke andet at stille op, end at tage det én dag af gangen, ét valg af gangen. Og så håbe og bede til at det er det rigtige man vælger og gør..

"du er velafbalanceret"

På grund af overflod af kedsomhed og et par timer endnu til jeg skal på arbejde, valgte jeg at surfe lidt rundt på Woman.dk, og faldt over en test; har du et positivt livssyn?

Umiddelbart siger sådan nogle tests mig ikke noget, for der er aldrig svar mulighed der passer til hvad man virkelig mener, og endnu mere; man pynter gerne på det, og tænker "sådan VILLE jeg gerne gøre.." Men! Jeg prøvede så at tage denne fine test, og svarede så ærligt som muligt. Svaret var "du er velafbalanceret."
Hvis der er noget jeg absolut ikke synes jeg er, så er det velafbalanceret! :-) I en alder af 20, skal man ikke være velafbalanceret, der skal man dumme sig og gøre alle de forkerte ting, så man ikke gør det i en alder af 40 og fucker hele sit liv op.
Længere nede i beskrivelsen, står der så at jeg er fornuftig og seriøs. Alle der kender mig, ved da også at jeg ikke er fornuftig - eller seriøs :-) Jeg bliver for nemt lokket til at bruge penge på ubrugelige ting, og wupti; sidst på måneden er jeg tømt for cash. Sucks! Det jo ikke fornuftigt, med den slat penge jeg får udbetalt om måneden. 

Det slutter af med at fortælle mig, at folk holder af mig fordi jeg er den perfekte kombination af surt og sødt. På en måde er det vel fedt at være sådan en god blanding. Men, findes den perfekte blanding? Og hvor mange holder mon lige af mig, fordi jeg er 50% sur og ikke 100% sød? :-) 

Men, hey - så lærte jeg da idag at jeg er "velafbalanceret".

mamme nulnul.

Med den nye livsstil, kommer også nye mad vaner. Mig, der sætter voldsomt meget pris på en cheeseburger og coca-cola, må ikke mere spise det, eller drikke cola - pånær, når en lang vagt i bilka indtræffer ;-)

Men, årha.. Sund mad er jo dyr at lave! Så mange ting der skal bruges dertil, og det er dyrt når man er Palle alene i Herning.
Så nu er jeg gået lidt på kompromis; sund mad, men ikke ultrasund mad :-) Aftensmaden idag (og igår, for den sags skyld) bestod af mexicanske pandekager, hvilket jo altid er en vinder. 

Eftersom jeg arbejder relativt meget, så har jeg besluttet at det er på tide at jeg lærer at tage madpakke med, eftersom det er for dyrt at betale for mad 1-2 gange om dagen. Så nu har jeg lavet en pastasalat med kylling, bacon, æbler og karry. Vældig lækker pastasalat, kan klart anbefales, hvis man kan lide karry. 

Kærlighed, kildevand og ansigtsmaske

"Kærlighed er at give slip på sig selv, og igennem en partner finde sig selv på ny,"
Kærlighed sucks på nuværende tidspunkt. 2 mislykkede forhold med verdenens to dejligste drenge, og det fuckede op. Måske det bare er mig der er problemet? Sucks.

Nå, pyt! Satte mig et nyt mål, med en ny livsstil, og på nu her, på 2.dagen så holder jeg den stadig, wuhu!
Igår var jeg ude at løbe to små ture, en om morgenen og en igår aftes. Imorges fik jeg ikke lige løbet; men tog en omgang styrketræning i stedet for.
Jeg cykler ekstremt meget, eftersom jeg er fanget i Herning uden nogen form for privat transport, og jeg er simpelthen for nærig til at betale for bus. Så det er på cyklen! Har været på arbejde idag, så dvs. 4 km hver vej på cykel. Da jeg endelig kom hjem her til aften klokken 20, stod det lige på en opvask efterfulgt af tortillapandekager. Har sluttet aftenen af med en god lille løbetur på omkring 3 km, en lækker ansigtsmaske og en dejligt, langt, varmt bad!
Så den sunde livsstil holder.

a new day, a new life..

På meget kort tid er der sket store ændringer i mit liv - igen! Mig, der sagde at 2012 skulle være et stille og roligt år.. Hop dog i havet, Maiken Poulsen!
Anyway; nu har jeg lovet mig selv en ting, eller nærmere sat et mål for mig selv! I sommers blev jeg tilbudt en kontrakt i Paris ved et modelbureau; sagde nej dengang, men er blevet kontaktet igen og tilbuddet står stadig ved magt. Men før jeg vil sige ja til noget, så skal jeg være tilfreds med mig selv og min krop igen; dvs. jeg skal i form! :-D
Og det starter imorgen!
Har lagt et fint program for mig selv og har tænkt mig at holde ved det (og ja, alle jer der ved hvor dårlig jeg er til at holde sådan noget, i bliver overraskede denne gang! :-) ).
For et par år siden var jeg rimelig ok til at sjippe; og på det tidspunkt var min krop også på sit højdepunkt, og det vil jeg opnå igen.
Så mit program bliver som følger; styrketræning, step og sjipning om morgenen sammen med en god, sund morgenmad. Ikke mere lyst brød, ikke mere smør og marmelade. Done og over!
Så den sædvanlige cykeltur i skole, på work eller hvad nu end der skal ske den dag, og så slutte aftenen af med sund med og en løbetur.
Og jeg kan gøre det! Inden marts måned er min krop fit for fight igen! :-)

Kommer det med alderen?

I julen var jeg sammen med min fætter, hans kæreste og deres to små børn på snart 1 og 3 år. Vi sidder og snakker lidt om børnene og hvordan og hvornår man begynder på de forskellige ting, og så siger min fætters kæreste, som svar på et spørgsmål at "det kommer med alderen."
Dette svar har fået mig til at tænke over tingene. Kommer det med alderen? Det er indlysende at nogle ting selvfølgelig kommer med alderen; gå, tale, spise med kniv og gaffel. Men, kommer andre ting også med alderen? Ligesom dengang man var lille og ikke kunne lide mayonnaise, men nu kan man nærmest ikke tage en rugbrød uden at det skal være på. Eller, da det værste man vidste var træstammerne i Djurs Sommerland, og nu er det egentlig meget sjovt. Er det noget der er kommet med alderen?
For et stykke tid siden var jeg på arbejde, og jeg står og snakker med en kollega om en 3. kollega, en rigtig sød pige, på alder med os. Vi snakker om at hun er meget moden og voksen af sin alder at være, og så siger min kollega til mig, "ja i forhold til dig, så er hun - men du har også en meget barnlig attitude", og hun mente det på alle positive måder, og jeg blev ikke engang fornærmet. Burde modenhed også komme med alderen, eller er det oplevelser der gør en moden?

Buttom line; måske kommer alt med alderen; modenhed, klogskab, spise med kniv og gaffel - men kan man ikke godt stadig være en barnlig sjæl, selvom man er fyldt rundt 20? :-)

Velkommen til 2012 og begyndelse på noget nyt.

Godt nytår, kære folkens!
Jeg sad igår og tænkte tilbage på alt det der er sket i mit år 2011, bare for at finde ud af at der er sket waaay to much i løbet af det år. 2011 blev året hvor jeg, efter 4 års slid efter 1½ år på STX og 2½ år på HH, endelig fik min hue på, og hvilken fantastisk følelse! Det er noget man bare vil huske resten af  livet! :-)
2011 blev også året hvor jeg fyldte 20, og dermed ikke var/er teenager mere og en masse ansvar bliver pludselig lagt over på en. Men, derfor kan man da sagtens have sine barnlige tendenser ;-) I 2011, tog jeg også en kæmpe beslutning og startede på et studie - i Herning. Og, eftersom at Herning er faaaar away fra lille, isolerede Ryomgård, så er Herning eller nærmere Hammerum blevet min nye hjemby. Så, teltpælene er hevet op, og alting er nyt og spændende. På det nye studie mødte jeg også den hersens søde fyr, som nu også bor i lejligheden med mig - og han skal virkelig have et skulderklap for at være pisse sej og kan holde mig og alle mine random ideer og udbrud ud! :-)
Med Herning fulgte også et nyt job, i Bilka - måske ikke drømmejobbet, men hey - det er penge, og nok de sødeste, sjoveste og mest fantastiske kollegaer og chefer!
I 2011 oplevede jeg for første gang også at komme uden for Europa's grænser, yay! Dette blev med min fantastiske veninde, Maya, og et smut på charterferie i Egypten. Man er da nødt til at elske all incl, pool og en skyfri himmel!

Men nu er 2011 og slut, og 2012 er gået igang!
2012 byder forhåbentlig på lidt mere fred og ro og ingen sindsoprivende forandringer i mit liv, det har der simpelthen været rigeligt af i 2011! :-)
I 2012 skal jeg igennem 2. og 3. semester af ICM (International Communication and Multimedia) og forhåbentlig bestå, så jeg kan komme ud i verdenen i en praktikplads på 4. semester.
Måske en lille smuttur til Bali i et par uger til sommer? :-) Who knows..

Jeg ved bare at det her skal være et perfekt, stille og roligt år! :)