livet i overhalingsbanen - eller bare som 2. priotet?

Dem som kender mig, ved at jeg har en dårlig vane med at se tingene på den måske lidt negative måde og at glasset oftest er halvt tomt, frem for halvt fyldt. Arbejder dog på at ændre det; så bare rolig.

Men, det er ligesom ikke sket endnu; så vi kører stilen lige igen. 

For mange år siden fik jeg fortalt at man selv vælger sine venner og hvor tæt man vil have dem på sig. Og jeg vil gerne indrømme at jeg måske ikke er jordens mest gå-på menneske mht til nye bekendtskaber, men synes selv jeg har værnet godt om dem der så har været. Men jeg har aldrig haft behov for at overfalde mine kammerater eller overdynge dem med information, med mindre de selv har spurgt om det, for jeg vil ikke belemre folk med det, for tvivler på at det er fedt. Men, det skal man åbenbart gøre for ikke at føle sig skubbet ud på et sidespor?

Skal gerne indrømme at en bedste veninde/ven har jeg ikke haft i mange år; for hos dem jeg har set som mine nærmeste, har der altid været nogen hos dem der har været højere oppe i priotet frem for mig. Det kan vel argumenteres for at det er min egen skyld, man skal vel have knive på albuerne for at sørge for at man bliver og forbliver 1.priotet, og det har jeg ikke just haft. Det efterlader mig dog lidt med en fornemmelse af at jeg ikke ved hvor jeg egentlig har dem der holder af mig pga. min personlighed - og hvem der bare holder af mig af pligt fordi det har været sådan i mange år og der umiddelbart ikke er sket nogen grund til at ændre på det, besides min placering i deres hierarki. Det en træls følelse at have, og især når det bliver viftet under en ens næse lidt for ofte.. 

Men måske man bare skulle begynde at overdynge folk og være klæbrig?