bliver i år, året?

Jul og nytår har været her og er gået forbi igen; og tiden er anerledes og ny - og som alle andre har jeg også lavet nye mål og "nytårsfortsæt".

Sidste år blev jeg tricket til at løbe DHL-stafet og i verdenens absolut dårligste tid; simpelthen så pinligt. Så jeg har besluttet mig for at der skal skæres min. 10 min af min DHL-tid til i år; træningen er begyndt. Det burde godt kunne lade sig gøre, ville jeg mene - bare ned på 25 min, så er jeg glad! :)
Opvisningssæsonen starter jo også snart - så det jo godt nok at være i form, I guess.
Nytårsfortsæt nummer 2 - og for dem der kender mig, så ved i hvor tricky det her er; Jeg må ikke drikke cola hele januar måned og forhåbentlig fortsætte det sådan. Men januar er en cola-fri måned - og har klaret den i 6 dage; stolt!

2012 bød på kæmpe livsomlæggelser for mit vedkommende. Ikke nok med at jeg droppede ud af uni, så har jeg både nået at være fastansat 2 steder, flyttet fra Herning til Århus, og er startet på en ny uddannelse; som jeg slet ikke havde set mig selv være på - men her ligger mine talenter åbenbart. Who would have known..

2013 byder umiddelbart ikke på de helt store omvæltninger.. Jo bevares, der er da lige en flytning eller to der skal overståes - ingen ved lige nu, hvorhen; men skal da have et sted at bo - så sig til hvis i kender nogen, eller som sådan? :)

Tror måske 2013 skal byde på lidt stille og rolig Maiken-tid. Undgå drama og følelser for andre folk, og bare nyde tiden og tage tingene som de kommer. Tingene er komplicerede og forvirrende når andre folk er med - og jeg kan ikke hitte ud af det.
Så selvom jeg har så meget kærlighed til nogle bestemte mennesker (i ved helt sikkert hvem i er) - så må jeg også bare acceptere at tingene ikke går som jeg gerne vil have; og at det er nok for det bedste. På et tidspunkt går det min vej og lykken vil tilsmile mig; og kan jo kun håbe på at dem jeg elsker er med ved min side.

Godt nytår til hvem som end læser dette :)
Nåh ja - Uldum&Selvan; jeg savner jer - satser på flere indlæg til jer i 2013.. men det sagde jeg jo også i 2012.. Mys!

What if og hvis..

Hvornår skal man anerkende at kampen ikke nytter noget? Hvornår skal man sige til sig selv at uanset hvor meget man ændrer sig, og uanset hvad man gør - så er det bare ikke godt nok?
Er det når man tager sig selv i at være dér hvor man aldrig troede man ville være, og gøre ting man i sin vildeste fantasi ikke havde set sig selv gøre - eller er det når man ikke gør de hovedløse ting mere? Er kampen så slut? Eller er kampen først slut når modparten ikke tager part i den mere, eller når man selv siger slut?
Eller.. Slutter kampen bare når der ikke er mere at kæmpe for? Når minderne er så langt væk at man er nødt til at bruge flere timer på at komme i tanke om hvorfor det var en fantastisk oplevelse og en periode der var fantastisk? Og hvad nu hvis minderne aldrig bliver sådan, og bare altid vil ligge i overfladen og fortælle og minde om hvordan tingene var; og hvordan de ikke er mere?

Skal man bare ryste hovedet og være ligeglad med alting, når det er slut? Skal man bare sige "fuck det hele" og gøre hovedløse ting, opføre sig som sin modsætning - eller måske bare det skjulte "jeg"? Hvis der ikke er nogen til at holde af; kan de så ikke også være ligeglade med handlinger og konsekvenser?

Følelser for en anden person er måske endda også bare indbildning - en trøst vi søger for ikke at være alene? Men måske er nogen bare skabt til at være alene og en ensom person, der har sine venner, men ingen kærlighed i sit liv?
Måske, måske..

har du nogensinde..

.. set det hele fra en anden vinkel?

Jeg hørte idag (kan virkelig ikke lige lokalisere hvor, hvorfor eller hvordan, eller om jeg læste det - eller hvad fanden jeg lige gjorde, men det hang ved).. "Du har ikke levet, før du har oplevet livet fra en anden vinkel - eller igennem en andens øjne."

Man lever og lever - men lever man fuldt ud, hvis man ikke kan stille sig et par skidt til højre for den sti man går på, og se på ens liv som en udefrakommende? Kan det stille alting i perspektiv - og kan man overhovedet se på sit liv som en udefrakommende, når man nu er hovedpersonen i det?
Men måske det ville være sundt at gøre holdt, stoppe op, og kigge på situationen - sætte det hele på "pause" og sætte sig ned og tænke over om det måske overhovedet er dén vej man vil - vil man den person man har kæmpet for i flere måneder, vil man det studie man er startet på, bare fordi det er det studie man har snakket om det sidste år, vil man virkelig være tynd og skinny, hvis det betyder at man skal skære ned på det der gør livet fantastisk og fedt; i mere end én forstand?

Måske kan lidt perspektiv sætte tingene på plads for en; måske man skulle prøve det? Tråde de to skridt til højre, trække vejret dybt og tippe hovedet lidt på skrå, og se alle valgene med andre, nye øjne - for nu er de i en ny vinkel?

Just a thought..

Træning vs. parforhold..

Jeg var ret sikker på at tingene ville ændre sig når jeg ramte Århus igen - det har jeg vidst nævnt.
Og jeg var egentlig ret sikker på én ting. Men det gik ikke lige sådan, og nu har jeg valgt at droppe fyre - i er jo alligevel trælse ;-)

Jeg har valgt at erstatte det forliste forhold med træning. Træning, træning, træning.. Så hver gang jeg har tid og mulighed for det, hvilket faktisk er ret tit nu til dags, så smutter jeg de 3 km over til Storcenter Nord og træner. 

I mit hovede så går tingene dejligt meget op med hinanden; træningen brokker sig aldrig - og den er altid tilfredsstillende. Træningen skælder aldrig en, den sviner aldrig en og den siger aldrig til en at man ikke er god nok. Tilgengæld giver den masser af selvtillid og resultater - og man bliver kun pænere af den. 

Træningen er der altid - og har altid tid til en. Man skal godt nok selv tage over til den - og man skal selv arbejde for det. Men det vel også okay - så fred være med at man er alene; man har jo sin træning!

:-) 

hvordan står det til?

Igennem mit stadig ikke særligt lange liv har jeg altid hørt to sætninger som har hængt ved, men som er de største modsætninger jeg længe har hørt. Den ene halvdel tror på at man selv vælger sit liv; den anden halvdel tror på at man ikke har nogen indflydelse på hvad der sker.
Men vælger man selv livet og dets udformning?
Har lidt mine tvivl. Jeg er overbevist om at mange, mange mennesker ville gøre deres liv om, hvis de kunne. Jeg tvivler stærkt på at en skadet håndboldspiller vil sige at han er tilfreds med sit liv, hvis ikke han får lov til at lave hvad han brænder for, og jeg er HELT sikker på at han ikke selv har valgt at blive skadet; og så bestemmer han jo ikke selv sit liv; så får han bare et lortevalg sat for sig, og får ikke muligheden for at vælge det han allerhelst vil; at spille håndbold..
Jeg ved da godt, at nogle mennesker er heldige; de får de rigtige muligheder og mange arbejder sig også frem til hvad de vil og opnår hvad de har drømt om. Heldige dem. Men det sker jo ikke just for alle, selvom man kæmper hårdt for det?
Personligt havde mit liv set væsentlig anderledes ud, hvis jeg selv kunne bestemme. Men, jeg har ikke haft de samme valgmuligheder som jeg gerne ville have haft; og har derfor valgt det bedste af de muligheder jeg havde. Men hvis jeg var blevet spurgt for bare 2 år siden, så havde jeg ikke siddet i en lejlighed i Århus med en roommate og sidde som elev - og slet ikke ved dansk supermarked. Jeg havde været langt væk og oplevet hele verdenen på godt og ondt. Men, den mulighed havde jeg ikke. Havde jeg ikke kommet ud at rejse, var jeg sikker på at jeg ville gå på universitetet, for en akademisk uddannelse har jeg da altid skulle have. Men, nu sidder jeg som elev? Og bevares, jeg får garanteret væsentlig mere ud af denne tid, end jeg ville gøre som studerende, for jeg må jo indse at jeg ikke duer til at sidde på skolebænken efter 15 år i hhv. folkeskole, på gymnasiet og HH. Og så også lige et semester på Uni. Og jeg nyder skam mit job, indtil videre. Har nogle søde kollegaer, og jobbet er spændende. Så jeg brokker mig ikke. Men pointen er at havde jeg haft alverdens muligheder, så så det ikke sådan ud.
Tingene ændrer sig, og man må tilpasse sig, selvom det sætter en stopper for ens evt. drømme og så bare få det bedste ud af det, vil jeg tro. Bide i det sure æble og håbe på at man kan arbejde sig frem til nogle tilsvarende muligheder, selvom man måske skal kæmpe 8 gange hårdere for det end andre som havde mulighederne fra starten af?

Så til en hvis grad vælger man vel selv livet; for der er altid et valg - men også en konsekvens. Håndboldspilleren kan vælge at ignorere skaden; men ende med aldrig at kunne noget andet fordi han har ødelagt sin krop. Den ensomme kan vælge at forblive ensom; og aldrig opleve kærlighed.
Man kunne vælge at sige farvel til sin største kærlighed; men ende med at snoet, bristet og knust hjerte resten af livet..
Valgene er der - men det er ikke altid at nogle af valgmulighederne er gode. Men valget skal træffes..

livet i overhalingsbanen - eller bare som 2. priotet?

Dem som kender mig, ved at jeg har en dårlig vane med at se tingene på den måske lidt negative måde og at glasset oftest er halvt tomt, frem for halvt fyldt. Arbejder dog på at ændre det; så bare rolig.

Men, det er ligesom ikke sket endnu; så vi kører stilen lige igen. 

For mange år siden fik jeg fortalt at man selv vælger sine venner og hvor tæt man vil have dem på sig. Og jeg vil gerne indrømme at jeg måske ikke er jordens mest gå-på menneske mht til nye bekendtskaber, men synes selv jeg har værnet godt om dem der så har været. Men jeg har aldrig haft behov for at overfalde mine kammerater eller overdynge dem med information, med mindre de selv har spurgt om det, for jeg vil ikke belemre folk med det, for tvivler på at det er fedt. Men, det skal man åbenbart gøre for ikke at føle sig skubbet ud på et sidespor?

Skal gerne indrømme at en bedste veninde/ven har jeg ikke haft i mange år; for hos dem jeg har set som mine nærmeste, har der altid været nogen hos dem der har været højere oppe i priotet frem for mig. Det kan vel argumenteres for at det er min egen skyld, man skal vel have knive på albuerne for at sørge for at man bliver og forbliver 1.priotet, og det har jeg ikke just haft. Det efterlader mig dog lidt med en fornemmelse af at jeg ikke ved hvor jeg egentlig har dem der holder af mig pga. min personlighed - og hvem der bare holder af mig af pligt fordi det har været sådan i mange år og der umiddelbart ikke er sket nogen grund til at ændre på det, besides min placering i deres hierarki. Det en træls følelse at have, og især når det bliver viftet under en ens næse lidt for ofte.. 

Men måske man bare skulle begynde at overdynge folk og være klæbrig? 

burde man ikke..?

Mange ville måske mene at jeg har fået hvad jeg ville, nu. Jeg er kommet tilbage til Århus, bor i en lækker lejlighed, med en super cool roomie og vi har det fedt. Jeg fik muligheden for bare at blive overflyttet til Bilka, Tilst hvor jeg nu har været den sidste måned og lige for at toppe så har jeg fået en elevplads, som ikke kunne være ret meget bedre. Så jeg burde være lykkelig og glad.. burde jeg ikke?
Men hvorfor er det så at smilebåndene ikke helt trækker på samme måde som de førhen har gjort? Er tæt på min familie, tæt på venner, tæt på personer der gør mig glad. Men smilebåndet er stadig lidt dødt. Måske det bare er den store omvæltning der har været det sidste år. Har taget mig selv i at savne HH, og hverdagen derfra; for tingene var da væsentlig nemmere og overskuelige dengang.
Alting er valg og dilemmaer nu, og tror sgu ikke jeg vokser med opgaven. Føler at alt og alle skal forsøge at røvrende mig, og kampen er sgu træls at tage når alle er større end en selv, og man skal have styr på alt.

Måske er det jeg mangler i mit liv de mennesker der var der i Herning. Godt nok var jeg der ikke længe, men længe nok til at de alle satte spor i mit hjerte og jeg savner dem. Og især når jeg ikke er der på de dage jeg gerne ville være; ville have slået ihjel for at stå og kaste kanel på dig, kære Uldum! Det ville have været konge! Og jeg er så træt af at jeg ikke kan være med i diverse arrangementer i arrangerer, udelukkende pga. arbejde, for jeg ville så gerne, det ville jeg virkelig!

Måske jeg bare er en brokrøv, der har brug for at være mut hele tiden i stedet for at nyde at jeg har fået tingene næsten som jeg ønskede - og så bare satse på at det sidste kommer med tiden? Man kan vel ikke få alting på én gang. Det fungerer jo heller ikke..