What if og hvis..

Hvornår skal man anerkende at kampen ikke nytter noget? Hvornår skal man sige til sig selv at uanset hvor meget man ændrer sig, og uanset hvad man gør - så er det bare ikke godt nok?
Er det når man tager sig selv i at være dér hvor man aldrig troede man ville være, og gøre ting man i sin vildeste fantasi ikke havde set sig selv gøre - eller er det når man ikke gør de hovedløse ting mere? Er kampen så slut? Eller er kampen først slut når modparten ikke tager part i den mere, eller når man selv siger slut?
Eller.. Slutter kampen bare når der ikke er mere at kæmpe for? Når minderne er så langt væk at man er nødt til at bruge flere timer på at komme i tanke om hvorfor det var en fantastisk oplevelse og en periode der var fantastisk? Og hvad nu hvis minderne aldrig bliver sådan, og bare altid vil ligge i overfladen og fortælle og minde om hvordan tingene var; og hvordan de ikke er mere?

Skal man bare ryste hovedet og være ligeglad med alting, når det er slut? Skal man bare sige "fuck det hele" og gøre hovedløse ting, opføre sig som sin modsætning - eller måske bare det skjulte "jeg"? Hvis der ikke er nogen til at holde af; kan de så ikke også være ligeglade med handlinger og konsekvenser?

Følelser for en anden person er måske endda også bare indbildning - en trøst vi søger for ikke at være alene? Men måske er nogen bare skabt til at være alene og en ensom person, der har sine venner, men ingen kærlighed i sit liv?
Måske, måske..