Ægte kærlighed?

Tror alle har oplevet at elske en person, og føle at man ville gå igennem ild og vand for den person - bare for at finde ud af et par måneder/år efter at den person måske ikke var ens store kærlighed. Men hvad er ægte kærlighed overhovedet? Er det når man ikke kan gå et eneste minut uden at savne personen, er det når man ikke kan forestille sig noget værre end at skulle leve uden den person eller er det bare forelskelse? Hvornår går det fra at være en forelskelse, til kærlighed til ægte, dybhjertet kærlighed og følelsen af at man er sammen med sin eneste ene? Og er ægte kærlighed blind for alder, højde, køn osv?
Og hvad med når man stopper med at elske en man har elsket? Kan man overhovedet det? Kan kærlighed forsvinde, og hvis den forsvinder; har det så været ægte kærlighed eller bare selvbedrag?
I mit hovede er ægte kærlighed noget man opnår efter lang tid med den samme person. Når man kan kigge i hinandens øjne og se at kærligheden til hinanden kun bliver større og større. Når man går på kompromis med ens liv, bare for at få lov til at være sammen med sin kærlighed. Når man efter 50 år stadig kigger på hinanden med den samme hengivenhed og kærlige måde, som man gjorde da man blev forelsket, for selvom at livet måske har været fyldt med op og nedture, så er man stadig sammen - for kærligheden overgår alt.

I min omgangskreds har jeg et par som på alle tænkelige måder er et umage par; men alligevel har jeg aldrig mødt et menneske der er så hengiven, kærlig og fyldt med forhåbninger om at tingene skal fungere, som fyren i dette forhold. Selvom der er så stor aldersforskel imellem dem, og selvom de er to helt forskellige steder i deres liv; han er klar til familie (eller nærmer sig i hvert fald) og hun er ung og vil opleve verdenen; så får de det til at fungere og har fået det til at fungere i 2 år, til trods for en aldersforskel på små 7 år. Men, for at vide at de har en fremtid sammen, er hun også gået på kompromis med hans drømme om familie, på samme måde med at han er gået på kompromis ved at hun vil rejse og han må blive hjemme. For mig er det det tætteste jeg har oplevet på ægte kærlighed.
Har da selvfølgelig mødt de mennesker der er så meget længere i deres liv, hvis man nu tænker på bedsteforældrenes generation. Men, jeg har aldrig set mine bedsteforældre kigge kærligt på hinanden, aldrig set dem tage hinanden i hånden eller for dens sags skyld kysse hinanden på kinden. Har til gengæld set dem råbe og skrige af hinanden og kaldt hinanden for alverdens hårde og forfærdelige ord. Og hér slår det klik for mig, for hvorfor bliver man sammen med en person, som man i så tydelig grad foragter og tilnærmelsesvis hader; det gør jo alle parter ulykkelige. Men det faktum at de stadig er sammen, efter 50 år må vel også tyde på at de elsker hinanden og føler kærlighed, somewhere i deres underlige måde at leve på. Eller måske er det bare det faktum at de er i en anden tid i forhold til hvad jeg selv er.
Men når jeg så kigger videre på vores forældres generation. Mange forældre bliver skilt, og mange vælger at gå fra hinanden fordi de fandt ud af at den person så ikke var den rette for en, og leder videre efter den ægte kærlighed. Men alligevel er ét par på alle tænkelige måder blevet et forbillede for mig. Ikke nok med at de har været sammen i noget der snart minder om 25-30 år, og har bygget sig et liv i et lille landsbysamfund, så har de opdraget den dejligste og mest hengivne person jeg nogensinde har mødt, og de har sammen gennemlevet blodpropper, sygdom og dødsfald helt tæt på - og alligevel er de sammen og lykkelige. Og det faktum at deres datter er så fantastisk et menneske, kan man kun skabe ved at vise hende ægte kærlighed, både til hende og til hinanden.

Måske ægte kærlighed er dybt forskellig fra person til person, måske man ikke kan sætte en label på det og sige at dét er ægte kærlighed. Måske vil min første kærlighed altid føles som ægte kærlighed, fordi han lærte mig hvad kærlighed til et andet menneske er. Måske ægte kærlighed først kommer, når jeg har oplevet en person der er villig til at ofre sig for mine ønsker, uden at bøje sig for alt jeg beder om.
Det er ikke nemt at vide. Men jeg håber for alle at de når at opleve ægte kærlighed, inden de dør; det fortjener alle..

McDreamy - du findes slet ikke!

Ved godt at jeg kun er 20, og at der er masser af tid til at finde drømmefyren - men jeg begynder snart at tro at drømmefyren ikke findes, for har endnu ikke mødt nogen som har fundet den perfekte fyr, der har altid være kompromiser der skulle indgåes og små særheder og "fejl" der skulle accepteres; for ingen er perfekte, og hvor ville det sjove i det så være? Det fede i et forhold er jo at man er forskellige, og at man kan lære af hinanden og måske endda for blodet til at rase rundt i kroppen over en diskussion hvor man har hver sin mening. Det spicer da det hele op. Men har man så drømmefyren, hvis man skal acceptere ting og "mangler" ved en person? Eller er det alle de ting der tiltrækker en der gør ham til drømmefyren?
Så findes den perfekte fyr så egentlig? Og er han så perfekt, eller er han måske lidt kedelig fordi han simpelthen er helt perfekt og man slet ikke kan skændes, råbe og skrige af hinanden?
Og måske har man bare for høje krav til sin drømmefyr. Måske skulle man holde sig til ét eller to krav, men så holde fast i dem? Så er drømmefyren måske ikke så langt væk alligevel og måske kan kompromiser så lettere indgåes fordi man har fået de krav man havde opfyldt, og så kan man vel være lykkelig - kan man ikke?

hvornår er det selvpineri?

Tror alle (piger) kender det; selvpineri er en bitch, og alligevel hiver man sig selv igennem det gang på gang. I stedet for at slette billederne af en ekskæreste vælger man at svælge i dem, når man er trist. I stedet for at komme over minderne og skubbe dem lidt på afstand, så hiver man dem endnu tættere på en selv, for at have bare et eller andet i sit liv, når kærligheden er smuttet for en tid. I stedet for at komme videre, så sidder man og tænker og funderer over hvorfor det egentlig gik galt - og hvorfor man fuckede det op, man fortryder det jo nu, selvom chancerne er forbipasset.

Men hvad gør alt den selvpineri? Er det kun noget piger gør eller gør fyre det også - bare på en relativt mere stille måde? Og hvorfor gør piger det med nærmest alle ens eksfyre, uanset hvad der så er sket eller er foregået. Hjælper den en videre, hjælper den en til at bearbejde det forliste forhold eller er det simpelthen bare for at gå og håbe på at man måske får det tilbage som man har tabt eller ødelagt? 

Jeg synes det er ynkeligt - og alligevel er jeg en sucker for selvpineri, og smadrer mig selv igennem det jævnligt, når jeg ser en lille ting der minder mig om den forsvundne kærlighed, for hver lille sms fra den retning af, håber man på en tekst der giver en håb for fremtiden - bare for at blive skuffet når den ikke kommer, og blive sur på sig selv når man udemærket godt ved at man selv fuckede det op. 

Men hey - jeg er vel bare som alle andre i den situation.. :-) 

60 år og pudderdåse..

Som udgangspunkt går jeg ind for at alle skal have ret til at gå i det tøj de ønsker, de skal have lov til at gøre præcis med deres udseende hvad de vil, om det så er at farve deres hår blåt, fjerne deres øjenbryn eller gå i gummistøvler og bamse&kylling-bukser; virkelig - go for it!
Men der hvor den kokser seriøst for mig, er når 50-60 årige kvinder prøver at ligne nogle på 20. Som kassedame oplever man mange, mange, MANGE underlige typer, og især i en butik som Bilka - man når at møde alle typer på sådan en dag. Og jeg skal på ingen måde dømme, for jeg ved da godt at jeg ikke selv er en trendsætter eller modeunikum - eller for den sags skyld ekspert i makeup eller udseende. Men jeg vil dog mene at når man er oppe i alderen, så skal man dælme også klæde sig som så, og tænke lidt over de signaler man sender. Det okay at man vil se godt ud, og ikke nødvendigvis ligne en på 70 hvis man kun er 55 - kan sagtens forstå at man måske farver sit hår væk fra at være gråt - men knaldrød er sgu et no go. Jeg kan sagtens forstå at man farver sine øjnbryn og sine vipper, for at gøre det lidt mere tydeligt, og kan endda forstå at man tager øjenskygge på der matcher ens outfit - men, knaldfarver der ligger og gemmer sig imellem hudflapperne på øjenlågene, tydelige pudderkanter, og alt for ekstreme øjenbryn, det er fandme også en no go.
Jeg bitcher, det ved jeg - men, burde man ikke opføre sig, klæde sig osv efter sin alder? Bare nogenlunde, i det mindste..

Køkkenplante, bagekartofler og Elmegades egen paradiso!

Efter to ugers sygdom er jeg endelig (!!) kommet ovenpå igen. Men, det skal man ikke sige til min chef, åbenbart, for så får man pludselig rigtig mange timer smidt i hovedet, og efter to dage med 11 timers vagter, har jeg i aften hygget herre meget med Nanna, Kirstine og Helene - spist lækker, lækker mad, lavet af mig (!), ædt alt for mange chips med dip, og smadret Nanna og Helene i Bezzerwizzer sammen med Kirstine. Men ud fra det, konkluderede vi at vi alle er egnede til Paradise Hotel, med de forfærdelige svar vi kunne komme på. 

Hygge og gejl var der i hvert fald nok af! :)