Ægte kærlighed?

Tror alle har oplevet at elske en person, og føle at man ville gå igennem ild og vand for den person - bare for at finde ud af et par måneder/år efter at den person måske ikke var ens store kærlighed. Men hvad er ægte kærlighed overhovedet? Er det når man ikke kan gå et eneste minut uden at savne personen, er det når man ikke kan forestille sig noget værre end at skulle leve uden den person eller er det bare forelskelse? Hvornår går det fra at være en forelskelse, til kærlighed til ægte, dybhjertet kærlighed og følelsen af at man er sammen med sin eneste ene? Og er ægte kærlighed blind for alder, højde, køn osv?
Og hvad med når man stopper med at elske en man har elsket? Kan man overhovedet det? Kan kærlighed forsvinde, og hvis den forsvinder; har det så været ægte kærlighed eller bare selvbedrag?
I mit hovede er ægte kærlighed noget man opnår efter lang tid med den samme person. Når man kan kigge i hinandens øjne og se at kærligheden til hinanden kun bliver større og større. Når man går på kompromis med ens liv, bare for at få lov til at være sammen med sin kærlighed. Når man efter 50 år stadig kigger på hinanden med den samme hengivenhed og kærlige måde, som man gjorde da man blev forelsket, for selvom at livet måske har været fyldt med op og nedture, så er man stadig sammen - for kærligheden overgår alt.

I min omgangskreds har jeg et par som på alle tænkelige måder er et umage par; men alligevel har jeg aldrig mødt et menneske der er så hengiven, kærlig og fyldt med forhåbninger om at tingene skal fungere, som fyren i dette forhold. Selvom der er så stor aldersforskel imellem dem, og selvom de er to helt forskellige steder i deres liv; han er klar til familie (eller nærmer sig i hvert fald) og hun er ung og vil opleve verdenen; så får de det til at fungere og har fået det til at fungere i 2 år, til trods for en aldersforskel på små 7 år. Men, for at vide at de har en fremtid sammen, er hun også gået på kompromis med hans drømme om familie, på samme måde med at han er gået på kompromis ved at hun vil rejse og han må blive hjemme. For mig er det det tætteste jeg har oplevet på ægte kærlighed.
Har da selvfølgelig mødt de mennesker der er så meget længere i deres liv, hvis man nu tænker på bedsteforældrenes generation. Men, jeg har aldrig set mine bedsteforældre kigge kærligt på hinanden, aldrig set dem tage hinanden i hånden eller for dens sags skyld kysse hinanden på kinden. Har til gengæld set dem råbe og skrige af hinanden og kaldt hinanden for alverdens hårde og forfærdelige ord. Og hér slår det klik for mig, for hvorfor bliver man sammen med en person, som man i så tydelig grad foragter og tilnærmelsesvis hader; det gør jo alle parter ulykkelige. Men det faktum at de stadig er sammen, efter 50 år må vel også tyde på at de elsker hinanden og føler kærlighed, somewhere i deres underlige måde at leve på. Eller måske er det bare det faktum at de er i en anden tid i forhold til hvad jeg selv er.
Men når jeg så kigger videre på vores forældres generation. Mange forældre bliver skilt, og mange vælger at gå fra hinanden fordi de fandt ud af at den person så ikke var den rette for en, og leder videre efter den ægte kærlighed. Men alligevel er ét par på alle tænkelige måder blevet et forbillede for mig. Ikke nok med at de har været sammen i noget der snart minder om 25-30 år, og har bygget sig et liv i et lille landsbysamfund, så har de opdraget den dejligste og mest hengivne person jeg nogensinde har mødt, og de har sammen gennemlevet blodpropper, sygdom og dødsfald helt tæt på - og alligevel er de sammen og lykkelige. Og det faktum at deres datter er så fantastisk et menneske, kan man kun skabe ved at vise hende ægte kærlighed, både til hende og til hinanden.

Måske ægte kærlighed er dybt forskellig fra person til person, måske man ikke kan sætte en label på det og sige at dét er ægte kærlighed. Måske vil min første kærlighed altid føles som ægte kærlighed, fordi han lærte mig hvad kærlighed til et andet menneske er. Måske ægte kærlighed først kommer, når jeg har oplevet en person der er villig til at ofre sig for mine ønsker, uden at bøje sig for alt jeg beder om.
Det er ikke nemt at vide. Men jeg håber for alle at de når at opleve ægte kærlighed, inden de dør; det fortjener alle..